Alle indlæg af Ditte

Toka Design – en fortælling om en webshop

Toka Design - webshop

I slutningen af december 2014 blev jeg kontaktet af to fyre, jeg har gået i folkeskole med. De havde af omveje hørt, at jeg kunne lave hjemmesider, og ville derfor spørge, om jeg ville lave en for dem.

Vi mødtes i julen og de fortalte om projektet, Toka Design. I samarbejde med en 3. mand har de startet en virksomhed op, hvor de designer, producerer og sælger egetræs plankeborde, og de ønskede derfor en webshop til formålet.

De seneste tre måneder har jeg arbejdet på projektet, primært i weekenderne og om aftnerne – fuldtidsjobbet tager jo en hel del af min tid. I går lancerede de officielt webshoppen, men tyvstartede egentlig for et par uger siden med en konkurrence på Facebook og en artikel i den lokale avis.

Webshoppen er resultatet af et tæt samarbejde mellem mig og Toka Design, som var helt klar på, hvad de ønskede og forventede af hjemmesiden.

Jeg har lavet webdesign, opsætning i Prestashop 1.6, skrevet tekster, opstillet produkter og lavet basal SEO, som jeg stadig arbejder på. Sitet er naturligvis responsive, så den følger Googles seneste forskrifter. SEO er en spændende størrelse og jeg synes det er lidt sjovt at overvåge og se resultaterne af sit arbejde.

Lidt mere SEO

Jeg bruger en del tid på SEO her på siden, og jeg holder selvfølgelig øje med placeringer, konkurrenter osv. Lige pt haler jeg ind på min skole på søgeordene “multimediedesigner herning”, det er da fedt! 😉

Næste step er at overhale et par af de “store drenge”. Både Saxo og UG ligger ret solidt og stabilt på deres placeringer, så det ville bestemt være fedt, hvis det lykkedes.

Søgemaskineoptimering

På “Multimediedesigner portfolio” napper jeg stadig 1. og 2. pladsen, det samme gælder, hvis man tilføjer specifikke byer – Århus og Herning.

Lige for tiden ligger mit fokus dog på Aarhusjurist.dk, som er mit seneste projekt her i firmaet. Det er en helt anden genre at optimere på, end jeg har været vant til, men jeg siger jo aldrig nej til en udfordring :)

Juristhjælp – komplet webløsning

Siden mit sidste blogindlæg, er der sket lidt nyt – Jeg har registreret DitteTved.dk som en enkeltmandsvirksomhed og har dermed fået eget CVR-nr!

Min første officielle kunde hos DitteTved.dk er Christina med firmaet Juristhjælp. Juristhjælp er – som navnet antyder – et firma, der tilbyder juridisk rådgivning.

Jeg har lavet en komplet webløsning til Christina, som indeholder logo, webdesign, responsive CMS hjemmeside og søgemaskineoptimering.

Christina er rigtig tilfreds med sin løsning – og det er selvfølgelig det vigtigste for mig! :)

juristhjaelp

Redesign af dotmarcel.com

Min partners blog, dotmarcel.com, trængte til et nyt og lækkert responsive design, og WordPress installationen trængte til en opdatering eller tre, hehe 😉

dotmarcel

Jeg har taget udgangspunkt i Marcels eksisterende logo, hvor en af filerne jeg fik, indeholdte logoet med en mørkeblå baggrund og en grøn stribe. Dette gav mig ret hurtigt en idé om, hvilket farvetema jeg ville tage udgangspunkt i.

Sitet er en traditionel blog, og jeg har derfor brugt en traditionel opstilling med indhold og sidebar til kategorier, arkiv, tags osv. – der er altså lagt vægt på, at indholdet er skiftende og i fokus.

De sociale medier er vigtige ift. blogging. Dvs der er mulighed for at like, dele, tweete mfl. hvert indlæg. Der er tydelige ikoner i sidebaren, der fører til Marcels profiler og en Facebook like box, der viser, hvor mange der liker sitet.

Søgemaskineoptimering

For cirka et år siden fik jeg for alvor øjnene op for SEO, på dansk kaldet søgemaskineoptimering.

Min interesse startede i forbindelse med min praktik. Jo, vi havde da haft en smule af det på studiet, men det var først, da jeg mødte Marcel, at jeg aktivt begyndte at tænke på indhold på mine websites ift. SEO.

For et år siden var jeg midt i at skrive min hovedopgave, som omhandlede Celto Webbureau. Jeg redegjorde, dokumenterede og analyserede alt fra design og indhold. Jeg udpenslede Drupal’s filstruktur og så skrev jeg mit “speciale” om søgemaskineoptimering og hvordan vi havde arbejdet med SEO i forhold til Celto. På det tidspunkt lå vi rigtig flot placeret på google – hvilket vi stadig gør 😉 så det var selvfølgelig et stort plus at kunne vise det resultat!

Placering i google

Som sagt, har jeg sidenhen tænkt på SEO i forhold til website indhold og især her på sitet har jeg lagt rigtig meget arbejde i, at få mit site til at ranke godt. Jeg har en ret solid placering på søgeudtrykket “multimediedesigner portfolio” og det er også her, jeg får meget af mit trafik fra. Placeringen svinger mellem 1. og 3. pladsen og jeg er super stolt!

Redesign af Celto

celto2014

For et år siden åbnede vi for Celto Webbureau og nu trængte sitet til noget fornyelse og vi var blevet enige om et skift fra Drupal til WordPress.

Personligt er jeg størst fan af WordPress, da man er good to go, så snart man har installeret sitet. Ved Drupal er der altid en lang række moduler der skal installeres inden et site er køreklart. Det er spild af tid, når man arbejder med et site som fx Celto. Jeg er også langt større fan af WordPress’ usability, design osv.
Uanset hvad, så er jeg glad for at have kendskab til forskellige CMS, da det giver en større fordel i forhold til at arbejde på og optimere eksisterende sites :)

Celto’s nye design bærer stadig præg af “flat web design”, som er webdesign trenden og har været det siden vi startede. Flat web design er præcist den stil, jeg bedst kan lide. Ikke alt for mange skygger og 3D-effekter, jeg vil langt hellere skabe blikfang med lækre farver og elementer!
Celto’s logo var tidligere på en hvid baggrund, men jeg synes, at det fungerer overraskende godt i den mørkegrå header. Farverne i logoet går selvfølgelig igen i ikoner, action buttons og lignende – jeg er vild med Celto’s logo, fordi man har så mange farver at arbejde med.

Printsforyou.dk

Printsforyou.dk

Den 5. marts lancerede jeg min egen webshop, printsforyou.dk, hvor jeg sælger grafiske plakater af eget design. Idéen har jeg haft længe og i januar i år besluttede jeg mig for, at nu skulle der ske noget! Jeg fik lavet en god portion designs og derefter fremlagde jeg idéen for mine partnere, som gerne ville bakke op om det.

Det har været en spændende proces at starte min egen idé op. Jeg er vant til at få et koncept leveret, som jeg derefter skal visualisere og udvikle, men ved Printsforyou.dk har jeg selv brainstormet navn og haft fuldstændig frie tøjler til logo- og webdesign. Jeg har desuden fundet et trykkeri, som jeg har fået en aftale op at stå med.

Lige nu er udfordringen helt klart markedsføring! Det er en spændende proces, og jeg har valgt at fokusere på sociale medier, primært facebook og instagram.

Nationgym.dk

Nationgym.dk

I går lancerede vi Nationgym.dk, et helt nyt site, der sælger kosttilskud til træning, dvs alt fra proteinpulver, kreatin mm.

Sitet er et vi i Celtotrade er partnere i. Sitet er en relancering af proteinsalg.dk, men med nyt navn, nyt logo og nyt site – en hel ny identitet. Jeg har stået for alt visuelt og jeg har sat sitet op i Prestashop og udviklet templatet. Jeg er super godt tilfreds med resultat, og jeg tror, det bliver spændende at følge udviklingen!

At blogge

Jeg har besluttet mig for, at DitteTved.dk skal have en blog tilknyttet. Sitet fungerer som min online portfolio med mit grafiske arbejde og diverse projekter.

Formålet med bloggen er, at få skabt lidt mere aktivitet her på sitet, og at have et sted, som jeg kan fylde med mine tanker om mit job, min branche og alt hvad der rører sig indenfor feltet.

Webdesign og grafisk design er min passion, mit job og en rigtig stor det af mit liv. Jeg bruger mange timer om dagen på at arbejde, at læse op på diverse blogs om webdesign og -udvikling.
Udviklingen er konstant og en af de vigtigste opgaver en webdesigner har, er at følge med og udvikle sine evner og viden.

Jeg er uddannet multimediedesigner, jeg arbejder for et webbureau, som jeg har været med til at starte op for et år siden, og jeg glæder mig til at fortælle om mine kommende og tidligere projekter :)